Jeg har i aftes siddet og forsket i slægten. Det har altid været sjovt at finde en eller anden som jeg kan forbinde til resten.

I går gjorde jeg store øjne.

Min 2 x tip oldefar havde en søster. Det er der slet ikke noget interessant ved. Det vidste hun måske ikke den tidspunkt.

Søsteren gik hen og giftede sig med en Børglum. Ja en af dem fra Børglum Kloster. Men en søgning med Hr. Google var historie omkring Klosteren helt tilbage i 15 hundredetallet.

Nå men hvad andet er der tilbage med søsteren og Børglum? Der er efterkommerne. Dem søgte jeg. Sørme så. Hun havde en søn som rejste til USA. I USA fik sønnen en søn, nej faktisk 2 sønner hvor af de blev berømte.

Det var dem med Mount Rushmore.

Ja. Jeg skal lige blære lidt de næste par dage.

Vi må være en af de sidste af den danske befolkning der fik den ide at rydde huset for julehalløjet i går.

Vi var godt nok lidt længe om at få ryddet nisser og julestjerner af vejen. Det er der temmelig en god grund / undskyldning for

Vi havde ikke tid!

I dag skulle vi have fødselsdagsgæster på besøg. Såeh kommentar omkring juleting gad vi ikke modtage. Fra kl 08 om morgen gik vi i gang og så julefyraften ved 11 tiden. Vi er tilfredse alle kasser er sat op i loften og bliver der i de næste 10 måneder.

Nu siger vi bare:

“Forår, vi er klar.”

Inden Victor fyldte 6 sidste uge planlagde vi en fødselsdagsmenu. Hvor Victor får mulighed at fastsætte en menu.

Vores forventninger var i en retning af burger, pølser med pommes frites. Nogle af de fede som børn nu engang elsker.

Men vi tog fejl.

Han ville spise på hans egen fødselsdag:

“Tomatsuppe med skinketern og hvidløgsflutes.”

Det kunne vi i hvert fald kalde en surprisemenu

Det er længe siden jeg blev vækket af Victor.

Han nærmest hoppede i sengen og hamrede på skulderen. Slukøret vågnede jeg med halvt øje og så at klokken var før seks om morgen. Jeg var ikke helt vågen, men Victor, han skulle lige have bekræftelse:

“Er det i dag jeg har fødselsdag?”

“Nej, ikke i dag, først i morgen!”

Den lille barn glæder sig umiddelbart til at være 6 år. Men behøver han vække mig tidligt?

Nu er jeg netop kommet hjem og er så at sige mere end træt at jeg nu nyder en kop nylavet kaffe.

Jeg var i går hos nogle kunder i Fredericia.

Nær bestemmelse var Fredericiaskolen. Min far gik på Fredericiaskolen da han var yngre. Stedet er ikke det sammen. Han gik på den gamle Fredericiaskolen som havde beliggenhed i centrum vist nok nær Volden.

Fredericiaskolen er siden flyttet til vist nok større bygning i udkanten af Fredericiabyen.

Den nye skole har udsmukket sig med kunst og også konfirmationsbilleder. De har hængt billederne langs gang fra år 1907 frem til i dag. Ja der var rigtigt mange billeder, over hundrede hvis jeg hovedregner

Der fandt jeg min far som en flot 16 årig knægt, smilede bredt, tyk mørk manke. Det kan man ikke sige om far i dag. Håret er slidt ned, bogstavelig

Selv om billedet er mere end 50 år gammel, kunne jeg med det samme genkende ham uden tvivl. Hans smil og.. Ja, han lignede sig selv – nåh ja, bortset fra manken, den er jo forsvundet

Netop kommet hjem fra posthuset.

Der har de en pakke attesteret til mig. Som altid bad den rare og velkendt ekspeditrice om legitmation. Jeg ledte efter kørekortet jeg altid havde på mig.

Kortet var sgu ikke på sin faste plads.  En lille tid på at rode i min taske, pung. Kortet var ikke til at finde.

Ja tankerne susede gennem hovedet den næste 15 minutter, jeg kørte hjem og lagde tasken på hovedet og håbede på at finde det forbistret kort. Det dyrebareste kæresteeje. En nødvendighed i min hverdage. Det kan ikke undværes slet ikke.

Et kort øjebliks overvejelse om at tage til politigården og forelagde dem mit problem fordi, i morgen skal jeg til Fredericia. Turen skal ikke glippes pga et slidt kort.

Nå ja. Kortet er fundet i min kopimaskine. Jeg skulle få lavet en kopi af kortet den gang vi købte vores nye bil for 1 måneds tid siden.

Det er nu jeg priser mig lykkelig at det ikke er en der fysisk stoppede mig dengang. Ellers ville det koste mig 500 dask ekstra. Hvem er den heldige

Hele formiddagen har jeg siddet foran computer og holdt selskab med en telefonist hos FC formidlingscentralen.

Jeg skulle ringe til Borgerservice hos Aalborg Kommune.

Den ide har alle andre vist også fået at jeg stod i køen til at komme til OMSTILLINGEN. i 1½ time.

Nu kan jeg sige at min tid her til formiddagen er gået til… vente…vente…vente. Min kære telefonist fortalte at der kun var ventemusik på den anden ende. Og ikke andet – ingenting om hvor langt i køen man var, eller en lille personlig kontakt til en af dem hos omstilling. Nej intet, og det er service fra deres side… Hmm..

Man kan sagtens sende mail – men 14 dage før jeg får noget af dem. Telefonhenvendelse varer vist flere timer. Det er den de kalder service

Længere nåede jeg ikke, jeg nåede aldrig omstillingen. Jeg skal videre i programmet og har spildt nok tid ved computeren.

Jeg har været en FlittigLise.

Indhentet det forsømte hjemmearbejde, foreningsarbejde.

Og så har jeg endda brugt lidt tid på at hjælpe en med at opdatere Wordpress, og leget lidt med Photoshop. Alt det mens drengene var hjemmefra et par timer.

Efter ungerne kom hjem, skulle jeg sammen med Victor begynde på indbydelseskort til klassen / indskolingen.

Sikken en mas. Victor, han er en doven hund og strejkede simpelthen da han fandt ud at han skulle gentage invitation. Jeg måtte tage over og han slap billigt at blot skrive de inviteredes navn. Det var en smal sag indtil han fandt ud at et par i indskolingen har umanelige lange navne med bindestreg ind i mellem. Det hele er overstået og vi læner veltilfredse tilbage.

Jeg har i sinde at indtage søndag aften på sofaen.

På fredag fylder Victor år. Han snakker gladelig om det. Men det undrer mig at han bliver ved med at sige:

“Jeg fylder 16″

Jeg har sagt at han bare fylder 6 og ikke 16. Jeg forstod ikke hvor han har den der 16 fra. Jeg spurgte ham om han vidste at efter 5 kommer 6 og ikke 16. Det vidste han udemærket godt.

Efter flere snak og forklaring der nærmest flyder over til søforklaringer der godt nok gjorde ham forvirret mig ligeså.

Men forleden dag faldt ti-øren.

Han mente: “Jeg fylder år d. 16.” Et par små ord der smuttede kan betyde meget. Jeg er blevet klogere

I morges var jeg vidne til en trafikulykke. Ikke alvorlige menneskelige skader. 2 biler stødte ind i en lastbil. Lastbilen tog ingen skade. Men de to stakkelse biler var stort set skadet, store skader.

På en T-kryds i Århus stoppede jeg for rødt lys og kiggede over på den anden side tilfældig på lastbilen der var ved at dreje til venstre. Men bilerne kørte over for rødt (måske fordi lastbilen dækkede lystorvet at bilerne ikke så at der var skiftet til rødt.)

Nå men de 2 biler stødte totalt ind i bilen. Den ene hang næsten fast på lastbilen og den anden bilen hoppede halv meter op og ned igen.

Jeg som holdt på første række og så det hele, havde to muligheder. 1) køre ind til siden og se hele begivenheden, og garantere komme forsent og sikre sig et brev fra dem.

2) køre videre lade som ingenting ligesom de andre på min vej.

Jeg valgte det sidste for der er ikke sket mere skade end en af mændene der kørte bilen der hoppede halv meter op. Han tog kasket af og kløede sig på panden. Kiggede sig opgivende. Sikkert også skuffet. Og så spærrede de faktisk stort set halve af krydset. Jeg glædede mig at jeg holdt på den anden halvdelen af krydset. Men jeg føler virkelig med dem. De var virkelig uheldige.

Nå ja, lastbilen havde vist IKKE taget skade af sammenstødet.

Hold da op for en oplevelse. Som jeg sagde til kollegerne at der sker altid noget i Århus…