Mange vil nikke genkendelig hvis ens ting blev væk at man ikke lige kan finde ting frem, når det / den skal bruges.

Jeg har flere gange måtte ledt efter ting som ungerne havde snuppet og evt flyttet tingest langt væk fra sin faste plads. Det stige mig til vanvid. At bruge tid på at lede og lede. Men nogle vil sige: “sådan er det bare”.

Ja, men lige nu har jeg simpelthen det problem at jeg skal bruge mobiloplader. Jeg og Jonas aftalte at skulle sende sms efter gøremål i dag. Men min mobil er løbet tør for batteri. Problemet her er at jeg ikke ved om jeg skal lede i børnehøjde, eller om jeg skal lede i Jonas´højde.

Jonas gemmer sommetider ting højt oppe på hylderne, mod ungerne kunne komme og tage og dermed ødelægge. Jeg driller ham sommetider om han også mente at jeg også “ødelægger” ting, siden jeg ikke kan nå derop hvor han har lagt ting.

Jeg har ledt og ledt siden dagens gry. Ikke engang kan jeg sende SMS efter hjælp.

I skrivende stund, regner jeg med at han først modtager min besked, når han kommer hjem Lidt sent, når han forventer en SMS ved 9 tiden

Forleden aften fordybede jeg mig i Blogland, at jeg ikke lagde mærke til at Victor var stået op.

Han prikkede hulkende.

Jeg: “Har du drømt?”

Victor: “Nej… Vi to… kom”

Jeg: “Har du ondt i mave?”
Jeg: “Har du kastet op?”

Victor: “Nej… Vi to… kom”

Han ledte mig ned ad trappen.

Jeg: “Vil du drikke vand?”
Jeg: “Har du tisset i seng?”

Victor: “Nej… Vi to… kom”

Nu er vi nået til soveværelse

Victor: “Vi to sove sammen!”

Mmm jeg elsker simpelthen den dreng.

Der skal fortælles lidt om livet i Bundgårdsparken.

Der er nu 3 eventyrer der er lige til at fortælle til børn, og børnebørn.

De fleste kan vel genkende den her fra Fyrtøjet.
Jeg synes at det er meget flot skåret af hunden. Skære ud inde i træet – fascinerende.
Jeg ved ikke helt om det er helt færdig, for jeg har lagt mærke til at der stadig arbejdes med Havfruen

Det her er nok min indtil yndling.
Hyrdinden og skorstenfejeren er ikke lige min bedste H.C. Andersens eventyr. Men skulptureren er perfekt i forhold til Havfruen og fyrtøjet.

Jeg glæder mig til den sidste som skal være Den Grimme Ælling.

Man skulle næsten tro at der er gået kludder i deres kalender.

Men sådan foregik det ikke.

Jeg skulle først til den der halvårlig eftersyn – jeg hader det!.
Men i dag gjorde jeg dem opmærksom på at jeg vist har fået betændelse i en af tænderne, faktisk den ene fortand.

De kiggede lidt på den med bekymringer i ansigterne. De ville røngtenfotografere tanden. Der var intet at se på billedet (gudskelov for det).
Men det værste var at de sagde derefter at de ville undersøge tænderne for døde nerver. De forklarede at de ville give stød på tænderne. Hmm det lød ikke godt det der. Hvis der nu var døde nerver, hvad ville der så ske?

Og så er der jo nerverne udenpå mig, var det ikke nerver nok?

Det gjorde slet ikke ondt. Jeg mærkede nogle svage stød, at jeg faktisk ikke reagerede – de havde jo instrumenter for at kontrollere. Som sagt reagerede jeg ikke efter de forsøgte på nogle tænder. De blev mere bekymrede og spurgte om jeg slet ikke mærkede noget?!

Jo det gjorde jeg da!

Så sig venligst til, smilede de.

Fortanden og tænderne har det godt, heldigvis. De lagde så en eller anden bakteriedræbende klud, eller hvad det nu hedder, at jeg skal derhen i morgen og få kluden fjernet. Det smagte ikke godt, men det gode er at jeg fortsat må drikke spise ryge som jeg vil. Det er da godt

Grunden betændelse var de nø¸dt til at udsætte operationen. Jeg var den der gik glad hjem

I morgen skal jeg som planlagt en tur hos tandlæge og få opereret visdomtand ud.
Jeg er forberedt på at blive bedøvet og få en omgang AV.
Ja med andre ord, godt igennem forberedt.

Men alligevel ikke…

Jeg ringede idag til tandlæge for at høre hvor lang tid det vil tage, fordi jeg bliver hentet. Det vil jo frygtelig at min chaufører venter hele dag på mig.

Svaret fra den søde sekretær: “Malene, det er i dag. Ikke i morgen”

Kan man så regne med at jeg stadig er forberedt. Nej, da!
Pludselig er der nerver på. Jeg mærker nu at jeg ryster af nervøsitet. Jeg ved at der er intet at være nervøs for, men jeg mildt sagt, kan ikke li tandlægerne. Det ved de godt dem derinde. De beroligerer mig altid. De er altid søde. Men jeg kan ikke li at de roder rundt i mine tænder. De skulle nødigt rive Kaktus og Baktus’ hus ned. Det vil jo ikke være så godt.

Mine planer er så derfor ændret markant. For at dæmpe nerver, skal jeg bare shoppe. Det hjælper… Tror jeg

Dagen forløb godt. Solen kiggede forbi, hvilket passede os alle fint.

Gorillaen her, underholdt ikke særlig meget i forhold til andre her.

De tre her var meget sulten at de undersøgte hinanden an. Fætteren til højre var meget fascinerede af en mand med paraply, et morsom syn at vi var flere der stod der længe og blev underholdt de herlige fætre.

Bror Bjørn har skræmt mig til livs, næsten. Men alligevel så stolt. Det her billedet så ud som om jeg var inde i buret. Det var jeg ikke men jeg fik en god pletskud ind i mellem gitter – det var da godt skud her.
Skulderklap, Malene

Nogle har brug for ordentlig luft eller ønsker mulighed at se ud i verden end gennem gitter. Den her aben er opfindsom, men tog han ikke dratiske midler i brug?

Midt under vandring, valgte vi at tage ind og få en kop kaffe og lidt godt til.
Jeg sad ved siden af Victor. Jeg ville tage en slurk af kaffe mens Victor, midt i det hele, prikkede mig hårdt, ivrigt at jeg næsten spildte kaffe ud over det hele. Jeg blev lidt vredt og sagde:

“Victor jeg har sagt mange gange at du skal se om jeg er ved at drikke varm kaffe så skal du vente til jeg har lagt koppen fra mig. Kaffen er varm, det gør ondt”

Victor lyttede intens og var lydigt.

Lidt senere ville jeg igen tage en nip kaffe og tænkte ikke meget over om Victor nu har husket at vente.
Han prikkede MEGET forsigtigt, at jeg blev overrasket.

“Okay jeg venter til du færdig med kaffe så jeg prikker til dig senere, så kan vi to snakke sammen bagefter!”

Åh den herlig knægt har lyttet godt efter.

Mens vi drak kaffe ved cafeteriet, fløj der mange spurve eller andre småfugle. De var næsten tamme. De kunne flyve forbi med afstand ca halv meter fra min næse. Mathis troede her at han havde chance at fange fuglene. Han tog fejl

Kenneth, jeg fokuserede på øjnene. Var det en fremgang

Isbjørnene var nok dyret hvor jeg var meget optaget af. Jeg kunne denne gang se under vandet, hvad der skete. De sidste par gange var det sådan at der var tømt for vandet pga. utætheder.

Det var.. Ja man kan vel se at jeg lige knipsede mange billeder. Det var også morsomt at se bjørne sloges og legede med en gammel traktordæk, endda også en hovedspring.

Jeg ville fotografere mine kønne drenge.
Min mor, hun var med på turen bad Victor at lukke mundet og smile lidt til fotografen.

“Altså, jeg er TRÆT!”

Ja, drengene var meget trætte da de kom hjem.

Så er det bestemt.

Vi tager til Zoologiske Have lige om lidt.
Selv om vejret ikke er lige det bedste, men vi får en oplevelse ud af dyrene alligevel uanet vejret.

På med regnetøj og madvarer drager vi ud i dyrenes verden.

En god dag til jer alle

En spontant tur til Lønstrup resulterede i ca 700 billeder. Her i aften har jeg brugt tid på at se igennem.

Lønstrup er altid dejligt at vende tilbage til. Vejret var mere end godt. Det startede med lidt blæs, men vi klagede slet ikke over den smule blæs. Senere på dagen tittede solen frem. Det passede også os alle meget fint, at vi fik opholdt os udendørs hele dag, Vi nåede også at føle Vesterhavets kolde vand. Følelse af vandet der bruser ind mellem fødderne, samt fødderne næsten smeltede sammen med sandet er himmelsk.
At sidde og se ud over havet og se verdens ende giver indre ro. Ja hvad mere kan man beskrive fra Lønstrup.

Ungerne var med ude at gå en tur. De fik også en softice til at køle af.
Ungerne hjalp også deres farmand og farfar med at vaske bil. De syntes det var sjovt, især det der med vandet. Dryppe børsten og så børste bilen måske 3 gange hver vej, så skal børsten gerne skylles igen.

Jeg forsøgte at fotografere fugle – men de er for hurtigt. De er konkurrencerende flyverene. Jeg blev hurtigt slået ud af konkurrencen (der var MANGE billeder, uden fugle????? )

Jeg afprøvede også kameraets kunnen med solnedgang. Det blev god, men jeg undrer mig at have taget så mange af solnedgang. De ligner alle hinanden alligevel????

Jeg og Jonas gik også ned af den her trappe og op igen ad en anden. Den anden havde (gudskelov) en “udsigtplads”, og det med BÆNKE. De er kvikke, dem derover

Nu er jeg godt nok lidt ømme om benene. Men glæder mig til at få en god søvn efter masser af Vesterhavets luft.

Kan I forestille jer at Victor roder i en dametaske?

Nej vel, Victor er for sød til den slags drengestreger.

Men det gjorde han altså i dag.
Han øjnede en dametaske henne i børnehaven, hvor de havde festlighederne pga. sommerferie.
Han snuppede tasken – ingen så det, heller ikke mig. Han tog tasken med ud i garderobe, og rodede i tasken, den lille gavtyv.
Han fandt sig en lækker kamera, det er bedre end hans egen. (legetøj) Altså han fandt et kamera og tog det med ud til stuen og næsten begyndte at fotografere – han blev fanget af pædagogerne der måtte finde ud af hvor kameraets ejer befinder sig. Jeg var alleredet krybet i musehul.

En far prikkede til mig og spurgte om det var min dreng der stod på køkkenbord. Jeg kiggede i retning af køkkenbordet og så Victor teede sig tosset oppe på bordet. Jeg rødmede og fremstammede et ja til faren.

Han smilede tilbage og sagde :”Du er heldig at ha’ en sød dreng” Ja, jeg er heldig ha’ Victor, men en sød dreng – jeg ved nu ikke?!

Da vi skulle vende næsen hjemad ville Victor en tur til skoleafdeling og hilse indenfor. Der havde de en traditionelle ceremoni, hvor de skulle sige farvel til afgangseleverne. Midt i lokalet, hvor alles øjnene var rettet til Victor, sagde han at han skulle SKIDE på det mest ufede tegnsprog.
Det var en sand underholdning for alle i stuen, og jeg.. ja jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller i det mindste hvordan jeg lige skal reagere. Ja måske smilede jeg lidt forlegen.

Men alti i alt var det en rigtig god dag hvor vi oplevede lidt af hver at ungerne nu er faldet omkuld af træthed, hvilket passede mig fint

Jeg forstår nu min mor.

Ja tro det eller ej. Først 20 – 25 år senere forstår jeg hendes problemer med mig.

I dag kom Victor hjem fra skolen. Buschaufføreren fortalte at Victor havde tygget på høreapparaterne. Den slags der hænger på ørene.
Victor spiste dem??

Han gav mig dernæst hængerne der var pillet fra hinanden. Jeg havde ingen problem med at samle dem sammen igen. Jeg havde vel nok også 10 års erfaring eller deromkring.

Jeg opdagede at der manglede en prop.

Nå hvad nu??

Ud og kigge efter proppen ude på vejen. Intet at se.

Nå. Hvad så?

Ind i huset og snakker med Victor. Svaret fra ham var at han havde SPIST dem. Proppen er nu i hans mave, påstår han!!

Så dumt er mor her ikke! Jeg ringede til buschaufføreren og beder hende at se efter i bussen. Det kunne jo være der Victor tabte proppen.

Hun svarede tilbage at hun havde kigget efter 2 gange. Der var intet at finde.

Jah, nu har jeg et problem!!

Udspørger Victor igen. Han fastholder hans forklaring – Han spiste proppen, men proppen vil komme ud igen når han næsten gang tisser

:-O

Enten har han lyttet for godt efter eller også var det en dårlig eksempel?

Mens jeg går og bekymrer sig om den lille prop var resten af familien åbentbart ligeglade. Jeg nåede også at ringe til Bambi for at høre om det var skadelig at tygge proppen? Det var det ikke.

For at gøre historien kort. Jeg fandt proppen ude på gaden, møgbeskidt men i god stand. Heldigvis.

Jeg husker at jeg havde ødelagt propper (læs mange propper) og spist ledninger (spørg mig ikke hvorfor!) at jeg næsten drev min mor, lærerene til vanvid.

Ellers tror jeg bare at pædagogerne og lærerene på døveskolen har “hørt” alt. Det skulle ikke være nyt for dem