Nu er vi godt i gang med rydningen som omtalt.

Der er sat en del af stuen med en usynlig skilt hvor der står med stort LOSSEPLADSEN.

Lige nu kan vi se at der pludselig er kommet bedre plads på kontoret..

Nu venter jeg bare på at Jonas skal ud og hente traileren – så fri os for alt det ragelser vi har her i huset.

Det vil ske i morgen.

Halleluja

Victor har været til Legestuen på Aalborgskolen.

Småbørnsvejledningen arrangerer denne legestue hvor døve, hørehæmmede, ci-børn mødes.

Det var meget hyggelig.

Især i musikterapi, hvor børnene får mulighed at slå sig løs, spille på tromme og synge med samme terapeuten.

Victor vælger bare at nærmest smadre instrumenter og danse lidt rundt og snakker med andre mødre der også var til stedet.

Senere på formiddagen var der kun leg og atter leg i stuen sammen med andre børn eller voksne, der gider at lege lidt.

Så er det da klart at Victor var fuldstændig smadret og næsten plagede at få lov til at sove til middag.

Husker I den aften?

Der skete faktisk mere den aften, men jeg lovede Jonas at holde tæt.

Der hvor vi skulle lede et sted at spise – problemer at finde et sted, at jeg faktisk næsten opgav at jeg foreslog at tage hjem og hygge os derhjemme. Det ville Jonas ikke være med til og stod gravfast på at vi skulle finde et sted.

Nåh, det er da underlig det der… Jonas plejede ellers….

Nå men da vi fik satte os ned og snakkede lidt.

Der skete det fantastisk…

Gættede I det???

Han gav mig en gave – med 2 ringe..

Ja nemlig det er forlovelsesringe.

Vi sagde intet siden for da skulle vi lige finde en dag hvor vi skulle ind til smukkeforretning og justere størrelse på ringene. Det kunne vi først for 1 uge siden, og dermed aftalte vi at de sendte ringene til os.

Og pakken kom i går.

Jeg talte med Anette via SMS.

Victor blev lidt utålmodig at han…

Nej, jeg kan ikke sige det!

Skålen arvede jeg fra min mormor. Jeg er.. Var så stolt at have en så gammel skål/fad der stadig har malede blomster på. Den første folk ser når de går ind i huset. Nu har jeg bare et gang uden noget så smukt!

Man foreslog mig at gemme skårene til hans konfirmation, så sku’ han skamme sig!

Men nu er jeg altså begyndt at rydde op.

Skal jeg gemme skårene?

Sikken en dilema..

Victor har lært at man ikke bare tager legesager fra et andet barn. Man skal vente til barnet er færdig med sagerne.

Det resulterede i dag, at Mathis ville lege med ting som Victor havde på sig. Victor bad Mathis stoppe med at tage legetøj fra ham.

Jeg prøver at vise Victor at Mathis også skal have besked på at man ikke må tage ting fra andre.

Jeg forklarer det til Mathis mens Victor så på.

Victor fulgtes intens med og nikkede.

Mathis forstod det vist ikke men fandt hurtigt andet at lege med.

Situationen er pludselig forandret – Mathis render ikke efter Victor – det er han utilfreds med at han valgte at give legetøjet til Mathis og fandt alt andet frem til Mathis.

Min pædagogiske metode duer vist ikke her!

Oprydningen kalder.

Jeg har bestemt mig at de næste par dage skal der grovopryddes.

Ture til lossepladsen skal man regne med.

Jeg plejer at gemme tingene i den tilfælde de kunne bruges. Men denne gang skal jeg bare være hårdhudet og ser den anden vej når de higer efter et hjem, et sted at være.

Jeg har et par gange arrangeret loppemarked. Men ikke denne gang – de skal bare ud af huset. så der bliver bedre plads til Mathis’ tøj.

Der skal gerne også være plads til tumle rundt

Tingene der skulle sælges på auktionen bliver nok også smidt ud uden at vi tjener en rød reje på det.

Nu må jeg fortsætte med oprydningen.

I dag var begge unger hjemme pga. øjenbetændelse.

Det ærgrede mig at have ungerne hjemme, da jeg havde hundred’ af planer hvad jeg skulle lave når rollingerne var afleveret.

Det blev altså ikke til noget.

Hoveddøren var mere som en svingdør – der kom folk ind og ud. Dejligt, men man når ikke at snakke sammen – vi har også unger, der kræver opmærksomhed.

Det kan være lidt irriterende at man lige ville rette opmærksomheden til nogle andre end engelbasserne en par minutter. Men man må vel tage det med og håbe på det bedste næste dag.

Jonas kom hjem, fuld af energi og i strålende humør. Om det skulle hjælpe på mit humør – nej det gjorde det ikke. Jeg sku’ bare lige være i fred en stund så sku’ jeg nok komme ovenpå igen.

Jeg ville glæde Jonas at han for en gangs skyld får lov at sidde foran skærmen.

Ja han vil også gerne sidde ved computeren. Jeg snuppede skærmen hver aften. Så for at glæde ham kan jeg da undvære computer et par timer vel da!

Nu er han gået i seng. Og jeg sku bare lige se mails og den slags og det endte selvfølgelig med at jeg blev siddende i 1 – halvanden time.

Man tror næsten at jeg er afhængig af computer, Internet og mails.

Imorgen er der atter en ny dag – lad mig håbe at det blir en dag hvor jeg kan nå mine planer.

Tro det eller ej.

Jeg anede ikke hvordan det laves.

Jeg fandt en opskrift på at lave en håndaftryk.

Først en omgang trylledej, derefter en ramme af plast, der fyldes af trylledejen.

Derefter skulle hånden aftrykkes.

Et nemt sag. Den skulle kunne klares.

Trylledejs opskrift stod godt nok delvis på pakken.

Ud over pakkens indhold skal du bruge 9 dl mel, 3 dl salt og 6 ts madolie.

Da jeg så opskriften, da syntes jeg det var mærkelig, at så lidt olie der skal bruges.

Men dem der lavede opskriften må vide bedre.

Jeg gik dermed i gangen og der var kun smuldrede dej jeg kom til. Jeg brugte selvfølgelig alt olie vi havde i huset. Det hjalp ikke. Jeg kørte hjem til mine gamle i håb om de havde noget i huset. Det havde de ikke.

Gode råd, koster!? Jeg tog ind til nærliggende købmand og købte 1 liters olie, det burde være nok.

Da jeg atter kom hjem viste Jonas en folder, der lå inden i pakken hvor der står:

“Først skal vi lave trylledejen.

Du skal bruge:

3 dl mel

1 dl salt

2 tsk olie

1 – 1,5 lunket vand”

“Nåh, glemte jeg vandet??”

Vi nåede ikke mere. Vi lavede godt nok en aftryk men resultatet var ikke at råbe hurra for.

Næsten gang – så skal det nok blive godt.

Et nyt legetøj er købt.

Sæbeboblermaskine – man kan nemt gætte sig til hvad det er for noget.

Boblerne fascinerede drengene.

Man bad os om at tænde maskine igen og igen..

Victor kan stadig ikke finde ud af at puste ud, og stakkels os forældre skulle puste og puste hele tiden. Nu klarer maskinen det for os!

Dermed kan vi tage os en slapper og nyde synet af ungernes glade ansigter.

Dette må være været bededagenes bedste køb!

Endelig fik vi fat i en godt tilbud på en 19″ fladskærm til computeren.

Tidligere havde vi en bette 15″ fladskærm.

Nu står den store en foran mig og jeg ser hver bogstav klar og tydelig.

Herligheden skal stå der for bestandig.