“Hvis man drikker meget cola, rigtigt meget og hver dag. Så ødelægger man tænder.” forklarer Mathis. Det var da rart at se at den lille 5-årig purk vide at det ikke er godt at drikke så meget cola.

“Hvis man drikker en stor mængde cola og spiser masser af ketchup. Ved du så hvad der sker?”

Jeg er ham svar skyldig.

“Så bøvser man!”

Nå det vidste jeg ikke. Men rart at vide det.

Jeg holder af at spørge til børnenes hverdag. Om dagen har været god. Det gør jeg bare af almindelig nysgerrighed og interesse til børnenes trivsel.

Jeg får også sjove svar fra ungerne. I dag spurgte jeg til Mathis´ dag.

“Ja det har været en god dag….” 2 sekunder senere kunne jeg se at han tænkte på noget bestemt. Han fortsatte:

“… Men jeg har været oppe at toppe med Samuel, men vi blev gode venner til sidst!” 2 sekunder senere kunne jeg se at han fortsat tænkte.

“.. Jeg har også skændtes med Dorthe (pædagog) og jeg er altså stadig sur på hende!” Jeg spurgte lidt til problemet med Dorthe.

“Det husker jeg ikke men….” Jeg afbryder og spørger om det var god ide at bære nag uden at huske hvad årsagen var?

“… Nej…. Ja men så har jeg haft en god dag!”

Man smiler op til begge ørene af behagelig fornemmelse at Mathis trives i børnehaven.

Længe har vi ikke set noget til anden end sne i vores have. I flere måneder har sneen været den dominerende.

Nu er det sådan at foråret har tvunget sneen væk. Det er da bare fint. Men jeg har glemt hvordan det så ud uden sne. Jeg har glemt hvad der er sket de sidste mange måneder haven var dækket af sneen.

Her har jeg mulighed at kigge rundt omkring i haven.

Jeg skal sandelig love at jeg har fået nogle overraskelser. Her møder jeg nogle rådne kartofler fra ham her, Jonas.

Føj der skal ryddes op i haven. Kartoflerne skal væk som den allerførste. Jeg skal lige finde havehandske frem. Jeg skal i hvert fald ikke røre kartoflerne, der er måneder gamle.

Men ikke nok med det. Den næste jeg møder får mig til at tænke på “GODT NYTÅR!”

Ja søreme har vi ryddet nytåret væk.

Nu ved jeg da at haven skal have en kærlig friseret omgang.

Det er vist nu jeg skal gentage: “godt nytår”

Jeg hygger mig her på Døves Kulturcenter. Jeg arbejder fortsat på jubilæumsskriftet. Jeg betragter den som min fuldstidsarbejde i øjeblikket. Ind i mellem er der pauser. I dag har STU-holdet mode-fremvisning på trøjer som de selv har malet på samt hårpynt de selv har lavet. En fin fremvining under en af mine pauser.

Og så har køkkenet givet en god service ved at hælde kaffe i mit krus, når de mener at jeg trænger til nybrygget kaffe. Det kalder jeg ekstragod service, når der normalt er selvbetjentning på stedet.

Nu er der gået lille halv time til pausesnak med de tilstedeværende. Jeg skal i gang igen.

Vi er blevet inviteret til en familiefest i juni. Festen er for efterkommere fra Sønderhaven, Hørmested, Vendsyssel

Min oldeforældre var forældre til 14 børn. Efterkommerne af de 14 børn har tænkt sig at holde kontakt ved at arrangere en stor familiefest fra hele Danmark. Nogle er flyttet fra Nordjylland til Sjælland, Fyn og hvor ved jeg. Men vi kan næste regne med at familierne fra nær og fjern tropper op på denne særlig dag.

Jeg ved ikke hvor ofte de arrangerer den slags fest. Men jeg var med engang som en teenager-tøs for et pænt antal år siden.

Jeg har lyst at komme med. Men men der vil altid være en men. Hvad med kommunikationen?

Til lejligheden har jeg brug for en tegnsprogstolk ellers vil det ikke være en fest for mig at sidde der og ikke forstår en pind. Ikke vil kunne komme til at snakke med familien. Den trofaste læser vil vide at jeg har interesse i slægtforskning. Det kræver snak med familien. For mig kræver talen en tolk for at fuldende en samtale.

Jeg har nu bedt om svar fra Det nationale tolkemyndighed.

Jeg regner med at de siger at jeg og måske resten af min døve familiemedlemmer selv skal betale af vores timebank.

Jeg vil godt kende et menneske der deltager alene i familiefester max 7 timer årlig. Jeg kender ingen. Og tror bestemt ingen vil kunne klare at være samme med familie i max 7 timer ÅRLIG, og så MÅ der ikke ske noget andet i samme år, for så glipper kommunikationen katastrofalt.

Update: Som jeg havde regnet med. Der bliver svaret at der bliver trukket fra timebanken. Men man kan deles om timerne så det betyder at jo flere døve jo billigere for hver enkel.

Nu er ungerne og Jonas taget afsted. De glæder sig til eftermiddag hvor der skal ske noget nyt. De skal for en gangs skyld til svømning. Bliver det en succes vil det nok ende med at de tager til svømning hver onsdag.

Om jeg er inviteret med?! Næh. Ikke i dag. Jeg har andre aftaler, Jeg skal være dirigent til en generalforsamling i eftermiddag. Planerne kan ikke hænge sammen at drengene tager alene afsted. En anden gang måske.

Nå men nu er det sådan at Jonas snupper bilen og har en forventning at jeg når en hel del herhjemme inden min far kommer forbi og henter mig senere i dag. Forventningerne består af at vaske tøj oprydning. Et forsømt område i en menneskealder herhjemme. Støvsugeren skal vist også stå fremme. Jeg har lille 5 timer til det. Så hvis jeg er effektiv når jeg nok det hele. Hvis ikke er det bare ærgerlig.

Henne på Kulturcenter er der en gruppe der bliver undervist. En af underviserne der underviser der har altid været kreativ med alting. Hun lavede engang en påskekylling af cykelslange.

I dag var hun atter på banen og viste mig en lille kosmetisk taske lavet af te-poser. En lille en på størrelse 15x 20. Der er endda syet lynlås i tasken. Jeg så den fantastisk produkt der kunne laves ud af teposer. Hun fortalte at hun brugte ca 200 teposer til tasken. Jeg tænkte at herhjemme har jeg 12-14 kasser med teposer. Ja ja, sig det bare. Jeg er en te-drikker. Men sådan er det ikke ligetil. Jeg har engang fortalt at jeg samlede på teposer, pludselig strømmede det med teposer hjemme hos os. Det kan jeg vel sige er meget heldigt for da kan jeg lave en stor taske ud af teposer.

Jeg skal lige overveje lidt om jeg skal i gang med det og så afslutte projektet om 4 års tid. Der har min veninde 40 års fødselsdag – en forberedelse må der til

Det der skal bruges tid til er for det bedste folde og folde. Det kan jeg sagtens gøre om aftenen foran TV. Hmm. Der skal vist en overvejelse til. Måske ikke en stortaske men en mindre pung måske, så er den også færdig om 2 års tid måske

Mathis beder mig om at synge “Se min kjole”

Jeg går i gang: “Se min kjole den er rød som rose….”

“… Og fordi postbudet er min ven”

Mathis udbryder: “Mor du ved vel at Postbudet faktisk er en kæreste!”

Vi drager til København og tager trailer med os. Mathis ser forundret til og spørger: “Skal oldemor ligge i traileren?”

Jeg tager min baby med mig stort set hver dage.

Lidt upraktisk at have en baby inde i tasken blandt med pung, småmønter, mobil og hvad der nu engang findes i min taske. Hver gang jeg skal have opladeren ud af tasken følger der mange andre ting med ud samtidigt. Lidt klodset og evig oprydning.

Dermed må jeg sige at jeg er heldig..

Jeg fik en lille gave fra de gamle. De er som bekendt kommet hjem fra Australien. De købte tasken med tanke til babyen.

Der er lige tilpas plads til en 10-tommers baby, oplader og headset.  Et blok med penalhus vil der også være plads til.

Tasken er lavet af de indfødte eller aboriginerne, som de også kaldes. Flot og anderledes.

De sidste mange dage har jeg haft travlt. Jeg er fuldt i gang med jubilæumsskrift som jeg sammen med 4 andre skriver. En spændende projekt der skal afsluttes en gang i slutningen af 2011. For min vedkommende skal det være min fuldtids fritidsprojekt. Det her er den rene frivillig arbejde.

I fredags tog vi alle en til København. Vi er heldig at få et hotelværelse midt i frederiksberg. Vi fik værelset meget billigt, takket være Jonas arbejde på Hotel CabInn. Formålet med opholdet i København var at vi skulle til Jonas´ farmors bisættelse. Egentlig ville jeg ikke have børnene med. Men der var ikke muligt at få en barnepige. Med diskussion og bekymringer besluttede vi os til at tage gutterne med til bisættelse. Det viste sig i sidste ende at småfolks sagtens kunne opføre sig eksemplariske under bisættelse. Ja rigtigt gættet jeg er mere end stolt.

Til kaffebordet var der ikke meget at sige til. Vi gav drengene lov at være drenge

Senere skulle vi hjem til Aalborg. afgang fra Nærum kl halv otte. Vi kunne køre derfra noget tidligere hvis bare Mathis ikke fik den der fiks ide at stikke af. Han gemte sig et eller andet sted i en lejlighedkompleks at jeg gik rundt i aftenmørke og ledte efter Mathis. Han valgte at gå op i lejligheden igen. Mathis´ farmor afleverede ham i behold mens jeg i mørket ledte efter Mathis: “Mathis, Mathis kom nu frem. Vi skal hjem!!” I bilen mødte jeg en hulkende Mathis: “Jeg gør det aldrig igen.”

Nå men vi kom helskindet og sandelig trætte hjem til Aalborg. I dag bliver det mine gamle der får besøg af os. De gamle kom hjem fra Australien. Jeg forventer at de har meget at fortælle og ikke noget med at anskaffe sig en kænguru som kæledyr